//No future og nå! Det er 80'er-generationens slagord. Punkpoeter som Michael Strunge har kun hån tilovers overfor "tåbelig tresserromantik". Væk er de politiske paroler og slagord, ind kommer dommedagsstemning og depression. Natten er sort som Poul Borums læderjakke, Sort Guld og Sort Sol. Ligesom punkerne hænger guld-flipperne ud på storbyens cafeer. Ud af højtalerne strømmer bandet TV2s sange om tiden. Ovre i hjørnet sidder tegneren Nikoline Werdelin, og spidder café-typerne. Ingen tror rigtigt på noget mere. Carsten Jensen langer ud efter både højre- og venstrefløjens kulturelle dovenskab. I midten af 80'erne taler alle pludselig om postmodernismen. Alt er sagt før, nu siges det igen på nye måder. Lars Hug og Peter Langdal går på strandhugst i historien.//